[Forside] [Frem] [Tilbage] [Indhold] [Bund]


2. ARBEJDSMETODE

Kapitel 6

Fysisk træning

Fysioterapeut Thomas Hvass Villadsen og Fysioterapeut John Kristensen

[se illustration]

6.1 Introduktion

Fysisk træning udgør tidsmæssigt den største andel af det intensive 6 ugers forløb i Hjerterehabiliteringen. I dette kapitel beskrives principperne for træningen, gennemførelsen af den superviserede fysiske træning og de opfølgende samtaler hos fysioterapeuten. Komponenten fysisk træning omfatter desuden en indledende samtale med fysioterapeuten, funktionstest og teoretisk patientundervisning, som er beskrevet i kapitel 4 og 5.

Fysisk træning

Illustration af Fysisk træning


6.2 Dokumentation

Fysisk inaktivitet – en risikofaktor blandt hjerteraske
Der findes i dag dokumentation for, at fysisk inaktivitet er en væsentlig risikofaktor for udvikling af hjertesygdom blandt såvel mænd som kvinder (1;2), og undersøgelser viser, at der er en sammenhæng mellem lav arbejdskapacitet og risiko for død og hjertesygdom. Det er endvidere vist, at forbedringer i det fysiske aktivitetsniveau reducerer denne risiko (3-5).

Fysisk træning og overlevelse blandt hjertesyge
Flere metaanalyser viser, at fysisk træning af patienter med kendt iskæmisk hjertesygdom reducerer dødeligheden på grund af hjertesygdom (6-11). Det anslås, at hjertedødeligheden reduceres med 31% og den samlede dødelighed med 27%, sammenlignet med hjertepatienter, der ikke modtager fysisk træning (9). Blandt patienter med hjertesvigt har et mindre studie vist reduktion i dødelighed og hospitalsindlæggelser (12); dette mangler dog fortsat at blive eftervist.

Forbedring af fysisk funktionsniveau og vedligeholdelse
Det er vist, at patienter, der lider af hjertesygdom, har nedsat fysisk funktionsniveau sammenlignet med patienter, der ikke er hjertesyge. Dette gælder såvel mænd og kvinder som yngre og ældre hjertepatienter (13). Det nedsatte funktionsniveau kan dels tilskrives nedsat fysisk arbejdskapacitet, dels angsten for at bevæge sig efter et akut hjertetilfælde. Det er veldokumenteret, at fysisk træning forbedrer den fysiske arbejdskapacitet blandt raske såvel som hjertesyge (5). Selv om superviseret fysisk træning øger patienternes fysiske arbejdskapacitet, sikrer indsatsen ikke nødvendigvis et højt fysisk aktivitetsniveau på langt sigt. Patientcompliance ved både superviserede og ikke superviserede træningsforløb er ganske lav, kun ca. 50% var mere fysisk aktive efter 1 år. Efter 3 år var 13% stadig mere fysisk aktive end før træningsforløbet (14). Der foreligger i dag ikke tilstrækkelig viden om, hvordan man bedst tilrettelægger træningen, så træningeffekten fastholdes over længere tid.

Psykisk funktionsniveau
Fysisk aktivitet som del af integreret hjerterehabilitering forbedrer hjertepatienternes livskvalitet (8;15), og fysisk træning kan mindske psykiske symptomer som angst og depression (16).

Modificerbare risikofaktorer
I grundstudier om virkningen af fysisk træning finder man en betydelig reduktion i blodtrykket ved fysisk træning samt en øgning i HDL kolesterol. Effekten har imidlertid ikke kunnet genfindes i de store interventionsstudier (8;17). Fysisk træning har en gunstig effekt på blodsukkerregulationen blandt diabetikere (18), og det er dokumenteret, at risikoen for udvikling af diabetes mellitus type 2 (T2DM) blandt patienter med nedsat glukose-tolerance (IGT) reduceres ved livsstilsintervention omfattende fysisk træning (19-21). Fysisk træning alene har en begrænset virkning på vægttab (22), større effekt ses, hvis fysisk træning suppleres med kostintervention.

Der er i dag konsensus om, at fysisk træning er et vigtigt element i den samlede efterbehandling af patienter med kronisk hjertesvigt (23), iskæmisk hjertesygdom (24-26) og blandt risikopatienter (5;27). Sygehusene har en lovmæssig forpligtelse til at tilbyde en genoptræningsplan til patienter med et lægefagligt begrundet behov [se note].


6.3 Formål

Formålet med den fysiske træning i Hjerterehabiliteringen er at give patienterne viden om sammenhængen mellem fysisk inaktivitet og hjertesygdom, øge patienternes arbejdskapacitet og afprøve patienternes reaktioner, psykisk såvel som fysisk, i realistiske træningssituationer med henblik på at patienterne kan blive fysisk aktive i hverdagen.


6.4 Arbejdsmetoder

6.4.1 Principper

Den superviserede træning i Hjerterehabiliteringen er struktureret ud fra en række principper, som beskrives i det følgende.

6 ugers superviseret træning
I dag anbefales det, at den superviserede træning strækker sig over 8-12 uger (28); træningsvarigheden er dog meget forskellig mellem centre og lande (29). I Hjerterehabiliteringen får alle patienter tilbud om et 6 ugers superviseret træningsforløb med mulighed for forlængelse ved behov. Behovet for yderligere superviseret træning vurderes ud fra en funktionstest og evalueringssamtalen.

Individuelt træningsniveau
Det er veldokumenteret, at hjertepatienter kan forbedre deres arbejdskapacitet. Effektiv træning indebærer, at der induceres en kardiovaskulær eller styrkemæssig effekt. Det er optimalt, at en træningssession har en varighed på i alt 90 minutter. Heraf bør minimum 30 minutter være på patientens fastsatte pulsniveau svarende til snakkegrænsen (23;30-32). Snakkegrænsen, grænsen for fysisk udfoldelse, hvor man akkurat er så forpustet, at man stadig er i stand til at føre en samtale, svarer til 60-70 procent af patientens maksimale hjertefrekvens.

Det anbefales, at træningsintensiteten hos hjertepatienter er mellem 60 og 80% af maksimal hjertefrekvens (HRmax) (31). I Hjerterehabiliteringen bestemmes patientens maksimale hjertefrekvens ved gennemførelse af en symptomlimiterende funktionstest på ergometercykel, som er beskrevet i kapitel 4. Hvis det ikke er muligt at gennemføre en funktionstest, estimeres HRmax ud fra følgende formel, som er valideret i forhold til en rask population omfattende en stor gruppe ældre, HRmax (estimeret) = 208 – (0,7 x alder) (33). I Hjerterehabiliteringen sættes maksimal hjertefrekvens til 70-80% af opnået hjertefrekvens, målt ved funktionstest eller estimeret.

Regneeksempel for 65 årig mand
HRmax (estimeret) = 208 – (0,7 x 65) = 162 slag/minut
Træningsniveau: 30 minutters træning svarende til pulsintervallet fra 60-70% af HRmax

Hos følgende grupper sættes maksimal hjertefrekvens lavere efter et individuelt skøn: patienter med arbejdsinduceret angina pectoris, arytmier, ICD-enheder, hjertetransplantationer, hjertesvigtpatienter i kategori NYHA III, svært overvægtige og helt utrænede patienter.

Hos disse patienter planlægges træningsprogrammet ud fra forsigtighedsprincippet; fysisk træning induceres under snakkegrænsen (ca. 50% af maksimal hjertefrekvens) med korte intervaller og hyppige pauser og følger en rolig progression (23).

I Hjerterehabiliteringen benyttes pulsmonitorering og snakkegrænsen til at kontrollere patienternes individuelle træningsniveau simultant. Træningspulsen fastsættes ud fra ovenstående principper, afhængigt af resultatet fra funktionstesten, variation i patienternes puls og fysioterapeutens kliniske bedømmelse af patienternes funktionelle niveau.

Hverdagsaktiviteter
Sundhedsstyrelsen anbefaler i dag minimum 30 minutter moderat fysisk aktivitet til voksne (4;5), og træningen i Hjerterehabiliteringen er tilrettelagt ud fra dette grundprincip [se note]. Ifølge anbefalingerne tæller enhver form for fysisk aktivitet i dagligdagen med, således også mindre belastende fysiske aktiviteter, som ikke påvirker den maksimale iltoptagelse væsentligt, men som alligevel anses for at være sundhedsfremmende. Et eksempel på moderat intensitet er rask gang, hvor respirationsfrekvensen er forøget men samtale stadig mulig. Akkumuleret aktivitet i hverdagen er ligeså forebyggende som kontinuerlig aktivitet, og måske endda bedre set ud fra et adfærdsmæssigt synspunkt.

Fysisk træning kan både være af konditionskrævende og styrkemæssig karakter. Hjertepatienters fysiske kapacitet vil ofte være så lav, at fysisk aktivitet næsten uanset øvelsesvalg vil påvirke både konditionen og styrken hos denne gruppe (32;36). Træningen i Hjerterehabiliteringen er primært tilrettelagt som holdtræning og baserer sig på dagligdags aktiviteter såsom gåture, trappegang og cykling, hvorfor der ikke stilles krav om træningstøj eller specielt udstyr. Der anvendes såvel udendørsterræn som indendørsfaciliteter.

Som regel vil almindelig gang hos velbehandlede hjertepatienter uden hjertesvigt, og i særdeleshed højrisikopatienter, være en fysisk aktivitet, som stiller for små krav til kredsløbet. Derfor anvendes i Hjerterehabiliteringen også gangstave til udendørs terræn [se modelfoto kapitel 9]. Gangstave aktiverer overekstremiteterne, hvilket sikrer en mere helkropsorienteret træning. Træningsbolde, balancebræt og elastikker til lettere styrketræning af overekstremiteterne anvendes også.

Det tilstræbes, at træningen er let at udføre, let at implementere i dagligdagen og giver en umiddelbar god fornemmelse i kroppen. Øvelsesvalgene tager udgangspunkt i, hvorvidt øvelsen er relevant for den enkelte patient. Jo nemmere, billigere og mere relevant en øvelse er, desto større er sandsynligheden for, at patienten vil vælge at blive mere fysisk aktiv i hverdagen i vedligeholdelsesfasen efter de 6 ugers træning.

Træningen er individuelt tilpasset, hvilket indebærer, at der tages hensyn til diagnose, individuelle forskelle i fysisk udgangsniveau, motivation for træning, bevægeapparat og patientens hverdag. Der gives individuel feedback, og den enkelte patient støttes i opfyldelsen af netop hans ønsker. Der lægges desuden vægt på, at patienterne fra første træningssession inddrages som medplanlæggere af egen træning. Ved enten at lade patienterne selv vælge træningsform eller lave en fælles aftale om dagens træning, kan man let identificere de patienter, som mangler motivation for at påbegynde fysisk træning.

Patienterne opfordres i hele forløbet til at træne hjemme mellem de to ugentlige fastlagte træningsseancer, i overensstemmelse med Sundhedsstyrelsens anbefalinger (4;34).

Frivillighed og pauser efter behov
Træningen i Hjerterehabiliteringen er tilrettelagt ud fra princippet om frivillighed og pauser efter behov, ud fra erfaringen om, at patienterne er mere motiveret for at træne, hvis de ved, at de kan holde pause, end hvis man benytter sig af en stram styret “følg-mig”- træning. Desuden er pauserne med til at sikre, at patienterne ikke overanstrenger sig og overskrider egne grænser.

Op- og nedvarmning
Før selve træningen varmer patienterne op i minimum 10 minutter. Efter træningen finder en form for nedvarming sted, enten ved at belastningen på ergometercykel gradvist nedsættes, ved decideret afspænding (visualisering, åndedrætsøvelser, meditative øvelser) eller ved udspænding af muskulatur. Dermed undgås pludselig kardiel belastning, som kan manifestere sig ved angina pectoris, påvirkning af blodtrykket, perifer træthed og i sjældnere tilfælde arytmier.

Individuel evaluering og feedback
For hver enkelt deltager registreres pulsdata fra dagens træning, og patienten angiver en oplevet subjektiv anstrengelse ud fra Borgskala 6-20, subjektiv træningsfornemmelse ud fra en skala fra 1-5, og eventuel angina vurderet ved Borg angina skala 1-10 [se note]. Det registreres herudover systematisk, om der har været ekstraordinære hændelser i forbindelse med træningen (fald, svimmelhed etc.). Fysioterapeuten og patienten drøfter, ud fra patientens angivelser og dagens pulsdata, hvordan træningen er forløbet, og foretager justeringer og tilpasninger efter behov. Effekten af træningen vurderes ved 3 og 12 måneders samtalen, hvor der gennemføres en funktionstest [se kapitel 4].

Træning af patienter med hjertesvigt
Træningen af hjertepatienter med symptomer på hjertesvigt (NYHA II-III) følger de samme grundprincipper som træningen af de øvrige hjertepatienter. Patienterne skal være medikamentelt velbehandlede og må ikke have symptomer i hvile (NYHA VI), som er kontraindikation for fysisk træning. Træningsintensiteten og træningsprogrammet fastlægges hos disse patienter, i overensstemmelse med de internationale anbefalinger, ud fra forsigtighedsprincippet med lavere intensitet, typisk 50% af maksimal hjertefrekvens (23). Træningen tilrettelægges desuden med korte intervaller, mange pauser og forsigtig progression ud fra den individuelle patients fremgang i træningen. Hjertesvigtpatienterne træner sammen med de øvrige patienter og er som de øvrige udstyret med pulsure. Hjertesvigtpatienterne træner typisk over en længere periode end 6 uger i Hjerterehabiliteringen.

Træning af patienter med T2DM
Træningen af hjertepatienter med T2DM følger de samme grundprincipper som træningen af de øvrige hjertepatienter, dog med hensyntagen til eventuel autidiabetisk behandling og regulering af sukkersygen. Dysreguleret diabetes er en relativ kontraindikation for træning. Patienterne oplyses om den insulinbesparende effekt af fysisk træning, og det har stor psykologisk betydning og øger patienternes motivation for fysisk træning, at de prøver at måle deres blodsukker før og efter træningen.


6.4.2 Superviseret træning

Træning på hold
Holdtræningen afvikles over 12 træningsgange á 1,5 timers varighed. Træningen ændres fra en høj grad af styring til selvstyret træning over det 6 ugers forløb.

Uge 1
Første træningsgang: Fysioterapeuten orienterer om formålet med og principperne for træningen i Hjerterehabiliteringen, om fysioterapeutens og patienternes roller og brugen af de forskellige træningsfaciliteter. Eventuelle spørgsmål afklares, og den praktiske træning kan påbegyndes. Fysioterapeuten er via den indledende individuelle samtale, funktionstesten og journalen grundigt orienteret om patientens sygehistorie, livsstil og psykosociale forhold samt biokemiske data og medicin, der kan påvirke det fysiske aktivitetsniveau.

Patienterne instrueres ved første træningsgang i generelle forholdsregler ved fysisk træning såvel i Hjerterehabiliteringen som derhjemme.

Generelle forholdsregler ved fysisk træning
  • Patienterne bør kun træne, når de føler sig oplagte. Ved feber, influenza og forkølelse bør der gå minimum to dage efter symptomerne er væk, før der trænes.
  • Patienterne bør ikke træne hårdt efter et større måltid, men vente minimum to timer.
  • Patienterne bør drikke rigeligt med vand både før, under og efter fysisk træning.
  • Patienterne bør ikke drikke alkohol før fysisk træning.
  • Træningen skal justeres efter vejrforholdene. Specielle hensyn bør tages ved både meget varmt og ved koldt vejrlig.
  • Hvis følgende optræder, bør træningen stoppes straks: angina pectoris, hovedpine, svimmelhed, stakåndethed eller regulær åndenød, muskelkramper og palpitation.
  • Ved gang i kuperet terræn sættes ganghastigheden ned.
  • Patienterne bør være klædt rigtigt på: anvende ordentligt fodtøj og beskytte hovedet imod kuldepåvirkning og ved høj vindfaktor.

Patienterne instrueres i at være særligt opmærksomme på tegn på for høj intensitet.

Kliniske tegn på for høj intensitet
  • Hvis man har svært ved at opretholde træningsintensitet i slutningen af træningssessionen, skal tempoet skrues ned, da det er vigtigt, at træningen afsluttes med fysisk overskud.
  • Hvis man har svært ved at føre en samtale under træningen, skal tempoet skrues ned.
  • Svimmelhed eller dyspnøe kan skyldes, at nedvarmningen har været for kort.
  • Ved kronisk træthed bør der indlægges flere pauser, og træningen bør forkortes.
  • Søvnløshed kan optræde ved for lang aerob træning. Træningsniveauet bør sættes ned, så symptomerne forsvinder. Et korrekt træningsprogram bør fremme en god søvnrytme.
  • Smerter i led kan være tegn på for hård belastning. Man bør enten stoppe aktiviteten eller dæmpe intensiteten.

Endelig opfordres patienterne til altid at sørge for en rolig progression, idet de får besked på, at de hellere skal holde en pause for meget end for lidt. Det understreges over for patienten, at det er vigtigt, at kroppen får tid til at restituere sig. En korrekt træningsudvikling giver relativt kort restitution inden for 24 timer. Hvis træningen medfører længere restitution, er belastningen for stor.

Første øvelsesvalg er typisk boldøvelser i sal, der benyttes som en funktionel test af patientens motorik, stakåndethed, eventuel anstrengelsesudløst angina pectoris og funktionel kapacitet samt patientens evne til at samarbejde og tage initiativer. På baggrund af indtrykket af den enkelte patient og gruppen informerer og superviserer fysioterapeuten efter behov. Denne øvelse ryster patienterne sammen og understøtter en positiv gruppedynamisk proces. Herefter introduceres cykler og eventuelt stepbænke (fingeret trappetræning), som hver benyttes maksimum 5-10 minutter. Step-bænke anvendes for at forberede patienter på regulær trappegang og til patienter, som har behov for specifik trappetræning.

Anden træningsgang: Ved anden træningsgang introduceres pulsure, og den enkelte patients pulstræningsniveau fastsættes på baggrund af funktionstesten. Herefter testes patienternes evne til at gå på trapper og stepbænke. Det sikres, at alle patienter får en blød start, da trappegang af mange anses for at være en relativt anstrengende aktivitet. Til sidst foretages individuel evaluering af dagens træning på holdbasis.

Uge 2
I forløbets anden uge har patienterne haft lejlighed til at afprøve faciliteterne, og fysioterapeuten har haft tid til at danne sig et indtryk af hver enkelt patient. På nuværende tidspunkt kan mere specifikke tiltag og individuelle opgaver derfor varetages. Fysioterapeuten har stadig en styrende funktion og fungerer mere som instruktør end som supervisor, dog afhængigt af hvor godt gruppen arbejder sammen. På dette tidspunkt i forløbet bliver træningssessionerne længere; optimering af træningstid, intensitet og valg af fysisk aktivitet sker fortløbende. Dog tilstræbes det endnu ikke, at patienterne træner effektivt i 30 minutter sammenlagt.

Uge 3
I tredje uge styres træningen i mindre grad af fysioterapeuten. Fysioterapeuten har nu en mere understøttende funktion, og patienterne kan konsultere hende i det omfang, de har behov for. På nuværende tidspunkt tilstræbes det, at patienterne udnytter træningstiden fuldt ud og forsøger at ramme den aftalte intensitet, valg af øvelse og effektiv træningstid i overensstemmelse med planlagte mål.

Uge 4-6
På nuværende tidspunkt fungerer Hjerterehabiliteringens træningslokaler som en form for hjerte-fitnesscenter, hvor patienterne træner med stor grad af selvstændighed. Patienterne begynder at få rutine i træningen, og de fleste kan mærke fysisk fremgang. Patienter, som har det svært med fysisk træning, får ekstra støtte til at blive optimalt aktive.

Træning i lokalmiljøet – fase III: Patienterne opfordres til at fortsætte den daglige fysiske aktivitet på samme niveau, efter at de har afsluttet det 6 ugers superviserede træningsforløb i Hjerterehabiliteringen. Velegnede træningstilbud i lokalområdet præsenteres i forbindelse med den teoretiske undervisning [se kapitel 5] og via aktivitetsmappen [se kapitel 9]; udbuddet af egnede tilbud i lokalområdet er dog særdeles sparsomt. Endelig mindes patienterne om Hjerteforeningens aktiviteter i lokalområdet, som annonceres i lokalbladene, HjerteNyt og på foreningens hjemmeside www.hjerteforeningen.dk.

Træning på åbne hold
I Hjerterehabiliteringen tilbydes patienterne deltagelse på åbent hold. Tilbuddet er primært forbeholdt patienter med behov for ekstra, superviseret fysisk træning, hvilket vurderes ved den opfølgende evalueringssamtale hos fysioterapeuten. Patienter, som kandiderer til åbent hold, er: patienter i individuelle forløb, patienter med særlige behov og patienter, som har deltaget godt undervejs enten individuelt eller på hold, men ikke har fået den fysiske eller psykiske fremgang som forventet. Træningen følger de generelle principper og evalueres efter yderligere 6 uger. Beslutningen om deltagelse på åbent hold træffes på tværfaglig konference.

Træning i individuelle forløb

Patienter, som har problemer med at deltage på normale vilkår i holdtræningen, får tilbud om individuel vejledning og fysisk træning. I praksis vil en patient, som modtager individuel behandling, få nøjagtig samme behandling som patienter, der deltager på hold, bortset fra at det gruppedynamiske element ikke er til stede.


6.4.3 Individuel opfølgende samtale

Efter 6 ugers træning
Formålet med den anden samtale med fysioterapeuten er, via samtalen og patientens funktionstest, at vurdere, om patienten har nået sit overordnede mål. Desuden tilstræbes det at gøre overgangen fra intensiv træning til normal dagligdag så smidig og effektiv som muligt; det vurderes, om patienten har behov for hjælp til at forblive fysisk aktiv efter behandlingsperioden, og om patienten kan have gavn af yderligere superviseret træning.

Efter 12 måneder
Patienten har nu selv været ansvarlig for den fysiske træning i ca. 9 måneder. Den tredje og sidste funktionstest viser, om patienten har været i stand til at realisere den målsætning, han og fysioterapeuten har lavet i fællesskab. Med udgangspunkt i patientens vurdering af sin situation og funktionstesten, drøftes patientens fysiske aktivitetsniveau i dagligdagen. Hvis patienten mener at have indfriet målene, og dette understøttes af testen, kan man konkludere, at patienten har haft succes med en omlægning af motionsniveauet. Hvis ikke dette er tilfældet, burde patienten ideelt visiteres til et superviseret forløb i primær sektor, hvilket dog ikke aktuelt er muligt i lokalområdet for Bispebjerg Hospital.


Reference

(1) Schnohr P, Jensen JS, Scharling H, Nordestgaard BG. Coronary heart disease risk factors ranked by importance for the individual and community. A 21 year follow-up of 12000 men and women from The Copenhagen City Heart Study. Eur Heart J 2002; 23(8):620-626.

(2) Andersen LB, Schnohr P, Schroll M, Hein HO. All-cause mortality associated with physical activity during leisure time, work, sports, and cycling to work. Arch Intern Med 2000; 160(11):1621-1628.

(3) Schnohr P, Scharling H, Jensen JS. Changes in Leisure-time Physical Activity and Risk of Death: An Observational Study of 7,000 Men and Women. Am J Epidemiol 2003; 158(7):639-644.

(4) Fysisk aktivitet og sundhed. København, Sundhedsstyrelsen, 2001.

(5) Klarlund Pedersen B, Saltin B. Fysisk Aktivitet – håndbog om forebyggelse og behandling. København: 2003.

(6) Oldridge NB, Guyatt GH, Fischer ME, Rimm AA. Cardiac rehabilitation after myocardial infarction. Combined experience of randomized clinical trials. JAMA 1988;19;260(7):945-950.

(7) O’Connor GT, Buring JE, Yusuf S, Goldhaber SZ, Olmstead EM, Paffenbarger RS, Jr. et al. An overview of randomized trials of rehabilitation with exercise after myocardial infarction. Circulation 1989; 80(2):234-244.

(8) Jolliffe JA, Rees K, Taylor RS, Thompson D, Oldridge N, Ebrahim S. Exercise-based rehabilitation for coronary heart disease. Cochrane Database Syst Rev 2001;(1).

(9) Jolliffe JA, Rees K, Taylor RS, Thompson D, Oldridge N, Ebrahim S. Exercise-based rehabilitation for coronary heart disease. Cochrane Database Syst Rev 2003;(3).

(10) Brown A, Taylor R, Noorani H, Stone J, Skidmore B. Exercise – Based Cardiac Rehabilitation Programs for Coronary Artery Disease:A Systemic Clinical and Economic Review. 3. Ottawa, Canadian Coordinating Office for Health Technology Assessment, 2003.

(11) Mickley H, Saunamaki K. Betydningen af fysisk træning som led i rehabilitering af patienter med iskæmisk hjertesygdom. Ugeskrift for læger 2003; 165(34):3227-3228.

(12) Belardinelli R, Georgiou D, Cianci G, Purcaro A.Randomized, controlled trial of long-term moderate exercise training in chronic heart failure: effects on functional capacity, quality of life, and clinical outcome. Circulation 1999; 99(9):1173-1182.

(13) Pinsky JL, Jette AM, Branch LG, Kannel WB, Feinleib M. The Framingham Disability Study: relationship of various coronary heart disease manifestations to disability in older persons living in the community. Am J Public Health 1990; 80(11):1363-1367.

(14) Dorn J, Naughton J, Imamura D, Trevisan M. Correlates of compliance in a randomized exercise trial in myocardial infarction patients. Med Sci Sports Exerc 2001; 33(7):1081-1089.

(15) Lloyd-Williams F, Mair FS, Leitner M. Exercise training and heart failure: a systematic review of current evidence. Br J Gen Pract 2002; 52(474):47-55.

(16) Lawlor DA, Hopker SW. The effectiveness of exercise as an intervention in the management of depression: systematic review and meta-regression analysis of randomised controlled trials. BMJ 2001; 322(7289):763-767.

(17) Smith KL, Wenger NK. Benifits of Exercise Training. In: Wenger N, Smith L, Sivarajan Freolicher E, McCall Comoss P, editors. Cardiac Rehabilitation.A Guide to Practice in the 21st Century. New York,Basel: Marcell Dekker, Inc., 1999.

(18) Boule NG, Haddad E, Kenny GP, Wells GA, Sigal RJ. Effects of exercise on glycemic control and body mass in type 2 diabetes mellitus: a meta-analysis of controlled clinical trials. JAMA 2001; 286(10):1218-1227.

(19) Pan XR, Li GW, Hu YH, Wang JX, Yang WY, An ZX et al. Effects of diet and exercise in preventing NIDDM in people with impaired glucose tolerance. The Da Qing IGT and Diabetes Study. Diabetes Care 1997; 20(4):537-544.

(20) Tuomilehto J, Lindstrom J, Eriksson JG, Valle TT, Hamalainen H, Ilanne-Parikka P et al. Prevention of type 2 diabetes mellitus by changes in lifestyle among subjects with impaired glucose tolerance. N Engl J Med 2001; 344(18):1343-1350.

(21) Knowler WC, Barrett-Connor E, Fowler SE, Hamman RF, Lachin JM, Walker EA et al. Reduction in the incidence of type 2 diabetes with lifestyle intervention or metformin. N Engl J Med 2002; 346 (6):393-403.

(22) Ross R, Janssen I. Physical activity, total and regional obesity: dose-response considerations. Med Sci Sports Exerc 2001; 33(6 Suppl):S521-S527.

(23) Recommendations for exercise training in chronic heart failure patients. Eur Heart J 2001; 22(2): 125-135.

(24) Hjerteforeningen, DCS. Rehabilitering af hjertepatienter – retningslinjer. Hjerteforeningen, DCS, editors. Hjerteforeningen, 1997.

(25) DCS. Akut koronart syndrom. Retningslinjer for diagnostik og behandling. Hildebrandt P, Gøtzsche CO, editors.Ugeskrift for læger. Klaringsrapport. 2001;(3):1-28.

(26) Arbejdsgruppe nedsat af SfR. Referenceprogram for behandling af patienter med akut koronart syndrom uden ledsagende ST-segmentelevation i ekg’et. København, Sekretariatet for Referenceprogrammer, SfR. 2002.

(27) Beck-Nielsen H, Henriksen JE, Hermansen K, Madsen LD, Olivarius NF, Mandrup-Poulsen TR et al. Type 2-diabetes og det metaboliske syndrom – diagnostik og behandling. 2000(6). Ugeskrift for læger.

(28) Giannuzzi P, Saner H, Bjornstad H, Fioretti P, Mendes M, Cohen-Solal A et al. Secondary prevention through cardiac rehabilitation: position paper of the Working Group on Cardiac Rehabilitation and Exercise Physiology of the European Society of Cardiology. Eur Heart J 2003; 24(13):1273-1278.

(29) Vanhees L, McGee HM, Dugmore LD, Schepers D, van Daele P. A representative study of cardiac rehabilitation activities in European Union Member States: the Carinex survey. J Cardiopulm Rehabil 2002; 22(4):264-272.

(30) Dansk Cardiologisk Selskab og Hjerteforeningen. Rapport om hjerterehabilitering. 1997.

(31) Fletcher GF, Balady GJ, Amsterdam EA, Chaitman B, Eckel R, Fleg J et al. Exercise standards for testing and training: a statement for healthcare professionals from the American Heart Association. Circulation 2001; 104(14):1694-1740.

(32) Meyer K. Exercise training in heart failure: recommendations based on current research. Med Sci Sports Exerc 2001; 33(4):525-531.

(33) Tanaka H, Monahan KD, Seals DR. Age-predicted maximal heart rate revisited. J Am Coll Cardiol 2001; 37(1):153-156.

(34) Klarlund Pedersen B, Saltin B. Fysisk aktivitet – håndbog om forebyggelse og behandling. København: Sundhedstyrelsen, Center for Forebyggelse, 2003.

(35) Andersen LB. Redegørelse om fysisk aktivitet i fritiden. 1-24. 1999.

(36) Myers J, Prakash M, Froelicher V, Do D, Partington S, Atwood JE. Exercise capacity and mortality among men referred for exercise testing. sN Engl J Med 2002; 346(11):793-801.


[Forside] [Frem] [Tilbage] [Indhold] [Top]


© Hjerterehabiliteringen, Kardiologisk klinik Y, H:S Bispebjerg Hospital